Det mest fantastiske ved mit job er, at selv efter 20 år i reklamebranchen kan jeg blive udfordret i mit arbejde. Jeg elsker, når jeg får lov til at begrave mig i streger og søge grænserne for kreativitet – og denne opgave var intet mindre end sådan en.

Trekantområdet havde kun lige fundet ud af, at de skulle være vært for VM i by-orienteringsløb 2020, da de kiggede forbi Mediegruppen og sagde ”Hey. Den skal I da lave”. Fedt tænkte jeg. Jeg løber nemlig en del selv. Altså godt nok er jeg ikke helt så hardcore, at jeg kan sprintløbe efter et kort. Det lader jeg de professionelle om. Men løb er alligevel noget jeg brænder for – og derfor også at skulle arbejde med.

Skov med skov på

Med et blankt kanvas i hoved og hånd gik jeg i gang. Det virkede som en let opgave. Det var det ikke. Hvorfor? Jeg vidste, at jeg ville lave et ikon – en løber i bevægelse. Men hver gang jeg fandt en retning, havde jeg set den før. Jeg ville lave noget unikt, som var genkendeligt i det sportslige løbeunivers. Problemet var bare, at jeg hele tiden kom til at tænke på skove og grønne løbestier. Uanset hvad jeg lavede, var det altid noget med skov!

Og det kunne jo ikke handle om skov. For i en skov kommer man frem uanset, hvilken retning man løber. Jo, man kan da godt møde et træ i ny og næ, men så må man løbe udenom. I en by kan man ikke bare komme frem uanset retning. Der skal man lynhurtigt kunne afkode sin rute og følge den ­– rundt om bygninger og vildfarne mennesker.

I ren frustration smed jeg det hele fra mig. Gik i en anden retning. Stillede nogle andre spørgsmål: The urban landscape – hvordan så det ud? Tre ord begyndte at optage mig. Will. Overwiev. Concentration.

Og derfra gik det stærkt.

Bykortet i bevægelse

Løberen var stadig mit omdrejningspunkt. Og han blev mere og mere distinkt. Uanset hvor jeg kiggede hen, var han der. Uanset hvilken retning jeg gik, skulle han være med. Så faldt mit øje tilfældigvis på et af mine sirligt udfoldede bykort. Og der var han. Midt i rundkørsler og vejnet.

Den meget stramme figur blev vippet 45° og fik hurtigt fart over feltet med et ”O” integreret i titlen. Med ét var et stærkt og sammenhængende logo opstået. Det lyder let og tilfældigt – det skal det også. For det er først, når man finder den helt rigtige idé, at man stopper op og tænker ”ja, selvfølgelig” på en helt blinkende og pære-agtig måde.

Nu glæder vi os bare til at løbe videre og komme ud over stepperne med opgaven. At blive ved med at tænke de gode idéer og fortsætte med at udvikle materialer til WOC 2020. Det bliver stort.

Vil du vide, hvad Trekantområdet siger om løsningen? Så læs med her.