Vi stiller om til grønt
Hvad er mest bæredygtigt? Hvor skal du stige på i den grønne omstilling? Og hvordan sikrer du, at du ikke bliver vildledt af smukke anprisninger, når du vil tage ansvar for miljø, klima og CSR?
#SAMFUND
I Mediegruppen kæmper vi kampen for det bedre liv sammen med vores kunder, og vi har inviteret Thomas Torp til at guide os gennem ansvarlighedsjunglen, hvor man nemt kan fare vild. Han er skarp, siger tingene direkte og så står han som administrerende direktør for GRAKOM i spidsen for en ansvarlighedsrejse for den danske grafiske branche.
Velkommen til et Gå-hjem-møde, hvor vi sætter handling før ordene og tager fat på, hvordan du som virksomhed, kommune eller forening kan tage ansvar for miljø, klima og CSR.
Dato: 20. maj 2021 – 15.00 til 17.00
Deltagelse: Gratis – du kan både deltage fysisk og virtuelt.
Har du det som flere andre danske virksomheder, organisationer og kommuner, vil du gerne handle ansvarligt i forhold til både miljø, klima og CSR. Du mangler bare køreplanen for handlingerne, der skal føre til mere end et let drys af ordene bæredygtig, klimavenlig og grøn omstilling.
GRAKOM har som erhvervsorganisation og brancheforening handlet konsekvent, så det er muligt for de enkelte medlemsvirksomheder at gøre det både gennemsigtigt og synligt, hvordan de tager ansvar. Bliv klogere på, hvad de har gjort for at undgå at snuble i gode hensigter og smukke anprisninger – og lad dig inspirere til din organisations næste træk.
Alle deltagere til mødet får et eksemplar af Thomas Torps nye bog ’God organisationsledelse’.
Om Thomas Torp
Administrerende direktør i GRAKOM og forfatter. Thomas er skarp og direkte og taler ud fra en lang erfaring med kommunikation, politisk interessevaretagelse og CSR fra lederstillinger i bl.a. PFA-pension, Dansk Ejendomsmæglerforening og den konservative pressetjeneste.