I den lille jyske by Daugård har de en idrætsforening. En forening som man kender det fra mange småbyer. Den slags byer, hvor alle kender alle, og hvor sportshallen kan være et samlingspunkt. Det er her børnene går til bold, de voksne spiller badminton, og hvor man får en sludder for en sladder i kantinen, inden man igen dribler hjemover.

Men foreningen havde en udfordring. De trængte til fornyelse. Et friskt pust. Nye medlemmer. Så de kom til os. Opgaven var simpel: Vi skal have en ny identitet.

Vores tekstforfatter og AD’er satte sig sammen for at finde ud af, hvordan den nød skulle knækkes.

Kreativiteten spirer

– For mig havde opgaven to ben. Sæsonprogrammet, som skulle omskrives og hænge sammen skriftligt og visuelt samt eventen, siger tekstforfatter Kristine.

Eventen skulle være trækplastret. Foreningens mulighed for at fortælle byens borgere om, hvad de var, og hvad de kunne tilbyde. Første skridt mod succes var derfor at finde ud af, hvordan vi bedst fik lokket folk ud af husene og ned til hallen.

Den umiddelbare ide var at sende en invitation rundt. Men så fik Kristine en tanke.

– Hvorfor skulle det være en kedelig seddel i postkassen? Kunne vi ikke lave noget mere spændende?
Jo, det kunne vi. Det blev til et skilt, der blev hængt på samtlige hoveddørshåndtag i byen. På den måde var der ingen risiko for, at den blev overset mellem to tilbudsaviser.

Andet skridt mod succes var at engagere folk på dagen. Det var egentlig ikke en del af opgaven, men vores to visionære medarbejdere tog det alligevel på sig. På den måde opstod hinkebanen.

Men for virkelig at give foreningen den nye identitet, de efterspurgte, skulle der også et nyt grafisk udtryk til.

Store tanker i små opgaver

Det satte AD’eren Jacob på arbejde. For hvad skulle kernen i identiteten være, og hvordan kom det til udtryk i noget så simpelt som et logo.

– Vi prøvede at tænke det større end som så. Det er jo egentlig en lille ting at lave et logo, men vi ville gerne lave et varemærke, siger Jacob.

Pludselig handlede det ikke kun om en forening. En hal. En sport. Det handlede om en by og en ånd, der skulle samles og indkapsles i nogle former og farver.
Alt fra spillertøj, til skrifttyper og figurer blev kastet i spil og gentænkt. Ordet forening blev skrottet og å’et i gård voksede sig til en mand i bevægelse.

– Jeg var ude i at tænke, om den her figur kunne blive til en skulptur i træ eller beton, som kunne stå midt i rundkørslen ved indgangen til byen, så det blev hele Daugårds brand.

I en lille jysk by har de en forening. En forening, der trængte til en friskt pust. Som udgangspunkt en mindre opgave, men som det kan ske med kreative sind, vil de ikke tøjles.

– Det er et eksempel på en lille bitte ting, der bliver stor. Så skider vi hul i, at det bare er reklame for en lille by, og laver noget larm, siger Jacob.