Kai fandt lyset igen

Kai havnede i dyb depression og manglende lyst til livet, da han igen blev alene efter sin samlevers død. Men nu er den 83-årige Kai Karlsen igen blomstret op og har fået godt fat i et nyt livskapitel, efter at han tog imod Horsens Kommunes tilbud om at komme med i en netværksgruppe.

Gennembruddet kom, da Kai fik besøg af en forebygger fra Horsens Kommune.

-Hanne var helt fantastisk og fik mig med i en netværksgruppe på Kildebakken, og det viste sig at være det helt rigtige for mig, fortæller Kai om sin gruppe, der har fået navnet  7 plus 1.

Ligesom en familie

Deltagerne i gruppen har knyttet tætte bånd, og Kai siger, at sammenholdet bedst kan sammenlignes med det, man kan have i en familie.

Kai er også tilknyttet en anden netværksgruppe på Sundtoppen, hvor han nu også bor i egen lejlighed.

-I begge grupper taler vi om, hvad vi har lavet, hvordan vi har det og om, hvad vi godt kunne tænke os at gøre sammen. I Syv plus 1, er der to, der har kørekort, og det udnytter vi, da vi tit tager på udflugter sammen – f.eks. på museumsbesøg. Vi har været sammen på Jenle, Jeppe Aakjær-museet, fortæller Kai, der har en fortid som både sømand, havnearbejder og murerarbejdsmand.

”Det at blive alene var meget slemt, for det ændrer alt, og du mister fodfæstet.”

Selv om han har fået lungesygdommen, KOL, så er han godt gående og fysisk i relativ god form. Både mentalt og fysisk kom han da også på hårdt arbejde, da han lige efter hinanden mistede de to sidste kvinder i sit liv, Tove og Jytte. Begge døde efter lang tids hård sygdom, hvor Kai i begge tilfælde passede og plejede dem.

– Det at blive alene var meget slemt, for det ændrer alt, og du mister fodfæstet, siger Kai og tilføjer, at de nye venskaber næsten har fået bugt med hans depression.

-Den bider ikke nær så hårdt som tidligere. Nu kan jeg synge den væk, siger Kai og lyser op i et stort smil, mens han fortæller, at de synger rigtig meget i netværksgrupperne.

Magasinet Mit Helse er en del af Horsens Kommunes dialog med borgerne. 36 sider med inspiration, information og fortællinger om kommunens vision, ydelser og rejse mod et sundere liv. Du kan læse udgaven af Mit Helse og historien om Kai her.

Forkæler kvinderne

Kai holder også af at danse, og det nyder kvinderne i hans netværk godt af.

-De vil hele tiden danse med mig, og kvinder de vil jo forkæles, så jeg har nok at se til, siger Kai med et skælmsk blik i øjet. Parakitten Pjuske, som er Kais elskede fugl, kræver også ret meget opmærksomhed af sin ejermand. Når Kai spiser morgenmad, er den gerne ude af sit bur og sidder i stedet på spisebordet og insisterer på at være med. Pjuske har Kai fået af én af netværksgruppe-vennerne.

Det er tid til at sige farvel til Kai, der følger gæsten ud. Da han tage i håndtaget på hoveddøren, kommer der en vranten lyd fra buret i stuen.

-Pjuske er altid sur, når jeg går ud, griner Kai.

Få 20 nye
kommunikations
kollegaer uden at
ansætte en eneste

Mangler I en AD’er, digital markedsføringsspecialist eller tekstforfatter? Vi hjælper dig med at få hastighed på din kommunikation og markedsføring – på abonnement. Du får et helt hold i ryggen, har fuld kontrol over dit budget og en aftale, der kan skaleres.

Få kommunikation på abonnement

“Med en særlig indsigt i sundhed, samfund og miljø kæmper vi for det bedre liv”