Hver dag taler jeg med mennesker, lytter, skriver deres historier og bringer dem i magasiner, på blogsites i nyhedsbreve og på sociale medier. Hver historie betyder noget. Og så er der de historier, der gør et helt særligt indtryk.

Det oplevede jeg, da jeg talte med den tidligere misbruger Tage, hvis liv ændrede sig, da han startede i et tre måneders behandlingsforløb på døgnbehandlingscenteret Sydgården. Her mærkede jeg virkelig, at mit job giver mening.

Interviewet tog lige under en time. Det var et interview, hvor jeg havde brug for at tage mig tid. Her var et menneske, der virkelig havde noget på hjerte. En historie, som gjorde indtryk, gjorde ondt og vagte håb på en og samme tid.

En historie som jeg skulle formidle og give videre.

Manden der skulle frelse sig selv

”Tage træder ind ad døren. Det er måbende blikke, der møder Sydgårdens nye beboer. Skægget går ned til navlen, håret ned til røven, og han står i bar overkrop. Den 56-årige mand træder ind ad døren som en anden Jesus, men han er ikke selv klar over, at vedkommende, han skal frelse, er ham selv.

– Jeg er her bare, fordi min kone og datter kørte mig herhen. Jeg har ikke noget problem. Stofferne er bare livsstil, forklarer han, da han bliver spurgt om årsagen til sin ankomst.

Samme formiddag har han røget 20 gram hash og taget 3 gram amfetamin.”

Sådan begynder min historie om Tage. Da Tage fortæller mig om episoden, begynder han at grine. Jeg kommer også til at grine. Situationen er ikke sjov. Den er alvorlig. Men fordi Tage nu er kommet på den anden side, kan han stå og grine af det. Fordi det er så surrealistisk at tænke på, hvor langt ude, han var, da han kom til Sydgården. Det er derfor vi griner. Men vi møder ikke kun hinanden med latter.

Samtalen mellem mennesker

I løbet af samtalen, kan jeg høre flere gange, at Tage bliver berørt. Den stærke mand, som fra barnsben har lært, at det kun er tøser, der græder, har endelig tilladt sig selv at mærke sine følelser. Han taler om sine døtre. Hvordan de har fået psykologhjælp, fordi deres far var misbruger, og hvordan han var for blind til at se det. Han taler om sin kone, der på trods af alt er blevet ved hans side i alle de år. Kun af én enkel grund: kærlighed. Og hvordan opholdet på Sydgården har fået parret til at blive nyforelskede. Hvordan kærligheden er blomstret.

Min titel er journalist, men jeg er også Kristine, der bliver rørt af de ting, som Tage fortæller mig. Det siger jeg til ham. Og det er netop, når jeg fjerner journalistkappen og møder det menneske, Tage er, at jeg når ind til den vigtige fortælling.

I journalistisk fagsprog kaldes dialogen mellem Tage og jeg for et interview. Men sådan ser jeg det ikke. For mig er det i samtalen, at de gode historier opstår. Selvfølgelig har jeg forberedt de væsentligste spørgsmål på forhånd, men jeg er altid klar til, at mennesket jeg sidder overfor, kan lede historien i en anden retning. En retning, jeg ikke kan forberede mig på. Og det er i samtalen, at jeg kan forstå Tage som menneske. Forstå hans historie.

Derfor giver mit job mening

Så hvorfor er det, vi hos Mediegruppen er så optagede af at fortælle historier om, gennem og til mennesker. Det er fordi, det er de historier, der gør indtryk. Det er her, der noget på spil og her, hvor vi rent faktisk kan gøre en forskel.

Sydgården er et døgnbehandlingscenter, der hjælper og behandler mennesker med misbrugsproblemer. Men Sydgården er også mere end det. Det er et sted, hvor mennesker bor, oplever deres livs største op- og nedturer, får håb og finder sig selv på ny – det var det, der skete med Tage.

Tage vil nok være en af de historier, jeg altid vil huske. Og efter min samtale med ham er jeg ikke i tvivl om, hvorfor jeg er redaktør hos Mediegruppen: Fordi jeg brænder for at fortælle historier om mennesker med en sag, mennesker med noget på hjerte. Historier som kan gøre indtryk og flytter os.

Du kan læse hele historien om tage her: www.sydgaardenblog.dk/