”Alle mennesker har lige ret til et godt liv”

Sådan lyder ”parolen” for Mette With Hagensen, der stiller op som Socialdemokratiets spidskandidat til regionsrådsvalget i Region Syddanmark tirsdag den 16. november. Mediegruppen står bag spidskandidatens kampagne. En opgave, der for os handler om fortællingen om et menneske, der har en sag.

Alarmen ringer. Klokken er 6.30. Det er søndag og arbejdsdag. Dog ikke som arbejdsdage er flest. Tværtimod. Jeg skal denne dag næsten helt ud i marsken. Lister af ud ad døren inden familien vågner og sætter mig i min bil. Har kaffekoppen med og kører mod Horsens, hvor jeg hopper ind i bilen hos fotografen. Vi kender hinanden, og turen mod Esbjerg er hyggelig, og bagagerummet fuld af kameraer, stativer og en drone.

Forinden turen har vi aftalt fem locations og lavet drejebøger, som har været omkring Mette. Så vi er klar til at arbejde målrettet og få det hele i kassen på én dag.

Tidligt op og sent i seng

Vi møder Mette i Esbjerg. Det er ikke første gang, vi mødes uden for normal arbejdstid. For at være regionspolitiker er ikke et fuldtidsjob. Til hverdag er Mette rektor på et af landets største gymnasier, og hele holdet omkring hende har job eller studie ved siden af det politiske arbejde. Møderne ligger derfor – også for holdet i Mediegruppen – altid om aftenen. Træls? Hmm, man kan også vælge bare at sige tak for indsigten i livet som politiker. Jeg vælger at gøre det sidste.

Tilbage i Esbjerg er fokus for dagen ikke den politiske dagsorden, men mennesket bag politikeren. Hvem er Mette With Hagensen, hvad tror hun på, hvad kæmper hun for – og hvorfor i alverden har hun valgt at gå ind i politik? Vi skal lave to film og kender retningen, fordi vi har lavet en grundfortælling, som kampagnens kommunikation sætter af i. Præcis som når vi tilrettelægger kampagner og kommunikation for virksomheder, kommuner og organisationer, der også tager en samfundsvigtig rolle. Vi bruger akkurat samme greb. Arbejder med grundfortælling, kernehistorier, strategi, målgrupper og medier. Så vi kommer ned under overfladen og får sat en retning, der har fat i holdninger, håb og drømme.

– Grundfortællingen er hele fundamentet for kampagnen, så det var et vigtigt stykke arbejde. Her fik jeg analyseret og formuleret mit ”WHY”. Det arbejde har helt klart gjort mig skarpere i min personlige kommunikation, lyder det fra Mette With Hagensen.

Mennesket bag

Første location er Mettes gamle folkeskole, der i dag er VUC. Vi laver kun dækbilleder, fordi vinden ude vest på denne formiddag ryger lige i mikrofonen. Vi har tjekket vejrudsigten, så det kommer ikke bag på os. Mens vi går rundt, fortæller Mette om dengang i teenageårene, da hun skrev sit første læserbrev, fordi man ville lukke hendes folkeskole. Om forældrene, der ejede et vaskeri, hvor hun og hendes søskende gik ned, når de havde fri fra skole. Det var små kår, men ambitionerne – om det gode liv – var store. Så fra barnsben lærte Mette og hendes søskende at være opmærksomme på mennesker omkring dem, og hvad de kunne gøre for dem.

Jeg smiler, for det giver mening, når man tænker på parolen. Og så passer det helt perfekt med blikket i Mediegruppen: Med en særlig indsigt i sundhed, samfund og miljø kæmper vi sammen med vores kunder for det bedre liv. Men hvordan oplever Mette at have eksterne kommunikationsrådgivere med på holdet?

– Skønt, jeg har et krævende job og en kampagne, der kører i højt gear, så det har været godt at overlade kommunikationen til eksperter. Jeg har arbejdet med kommunikation i mange år, og det har også været godt at have nogle, som udefra kunne give nogle skub og stille de ubekvemme spørgsmål. Så jeg bliver skarpere og mere tydelig i kommunikationen, fortæller Mette.

Vi tager videre ud til ”De hvide mænd” i Esbjerg, som fascinerer, fanger manges blikke og egentlig hedder ”Mennesket ved Havet”. Her er højt til himlen, og dronen bliver sendt til vejrs. Så vi får rækkevidde og perspektiv, der understøtter fortællingen. Efter en tur omkring Mettes yndlingsrute i naturen i Varde, ender vi i dagligstuen hos politikeren, som lever på en stille villavej med kat, familie og kaffekopper. Her er ro, og vi er klar til at få budskaberne til de to film. Klokken nærmer sig 16. Vi har det hele i kassen. Redigeringsarbejdet venter forude sammen med planen for, hvordan filmene kommer ud at leve på de sociale medier. Organisk og betalt. Før vi går, snakker vi med Mette om, hvordan hun har oplevet dagen.

– Jeg er medievant, men at lave film er noget helt andet end 30 sekunder på NEWS. Udgangspunktet for filmene i dag er, at vi har styr på fortællingen. Så jeg har trygt overladt ansvaret til holdet fra Mediegruppen, for de kender mig og ved, hvad budskaberne og udtrykket skal være. Så jeg skulle blot spille med, siger Mette smilende. 

Når baglandet skal bakke op

Et par uger er gået, og det er blevet onsdag aften. Klokken er 19. Der er EM-kamp, og alligevel tropper de talstærkt op i Middelfart. Baglandet fra hele kredsen i Region Syddanmark. Jeg fortæller dem om kampagnen, så de er klædt på til efterårets indsats. Den første film er klippet færdig, og alle ser den for første gang – også Mette. Hun er glad. Det samme er baglandet og os hjemme i Mediegruppen. Vi er på vej.

– Det er altid grænseoverskridende at se sig selv på film, men der kom mange positive reaktioner fra de øvrige, og jeg kunne jo se, at den gode stemning fra vores optagedag var med i filmen, så det var helt ok at se filmen, lyder det fra Mette.

De næste uger står på færdiggørelse af de traditionelle valgplakater, som vi skal have klar til kamp i lygtepælene. En kamp, alle ved, bliver intens. Det samme gør kommunikationen på gader og pladser, hvor Mette og baglandet skal i dialog. De skal have en folder i pixiformat med som hand-out. Stil, tone og budskaber stemmer overens hele vejen. Fra plakater og handout til film og digital kommunikation.

Klar til lancering

Mens forår og sommer er brugt på at arbejde med materialerne og koordinere med kampagnelederen, der får indholdet til at spille på websitet, er det tid til at tage fat på medieplanen. Forårets grundige arbejde med personas kommer os til gode. Sideløbende tager vi endnu en runde med film. Denne gang i Odense, hvor vi følger op på mennesket bag politikeren med en serie film med hardcore politiske budskaber. Så Mettes mærkesager kommer ud, og ingen er i tvivl om, hvad hun kæmper for. Der er stadig et stykke tid til valget, men vi ved, at lige pludselig går det løs.

En kunde som alle andre

Håber vi, at Mette vinder valget stort? Og hvis vi gør, er det så, fordi vi har valgt side? Ja, præcis som hvis vi arbejdede for en organisation, en kommune eller en virksomhed, så ønsker vi, at kampagnen når de succeskriterier, vi har sat sammen med kunden, som i dette tilfælde er Socialdemokratiet i Region Syddanmark. Og nej, for os i Mediegruppen handler det ikke om politisk ståsted, men om at arbejde professionelt med kommunikation for en kunde, som har tillid til, at vi kan følge opgaven til dørs. Om at lytte, rådgive, sætte retning og eksekvere. Og ja, vi har lært personen Mette With Hagensen rigtig godt at kende. Vi har gjort en indsats i fællesskab og fået en professionel, personlig relation. Og det er præcis sådan, vi altid arbejder sammen med vores kunder.

Få 20 nye
kommunikations
kollegaer uden at
ansætte en eneste

Mangler I en AD’er, digital markedsføringsspecialist eller tekstforfatter? Vi hjælper dig med at få hastighed på din kommunikation og markedsføring – på abonnement. Du får et helt hold i ryggen, har fuld kontrol over dit budget og en aftale, der kan skaleres.

Få kommunikation på abonnement

“Med en særlig indsigt i sundhed, samfund og miljø kæmper vi for det bedre liv”