Jeg var blevet inviteret på tur af Visit Vejle. De havde slået kløerne i nogle arkitekturinteresserede instagrammers fra rundt om i landet og lokket dem ned på Vejle havn, for at de kunne opleve noget af frontens smukke arkitektur. Jeg var der for at forevige dagen på skrift.

Og jeg må sige, at ja, arkitekturen især ved Fjordenhus var nærmest lammende. Den måde bygningen rejste sig fra vandet og var så moderne, men samtidig så middelalderlig var uden sammenligning til noget, jeg ellers har set.

Derfor fyldte bygningen naturligvis en del i min beretning over dagen. Men den var alligevel kun en bikarakter. Menneskerne var hovedrollen.

Jeg lod SoMe bølgen skylle forbi mig

Nogle kom fra Vejle, mens andre var blevet stuvet sammen i en minibus og kørt fra hovedstaden. Som om der på en eller anden måde var tryghed i at færdes i flok, når de skulle så langt fra metropolen.

Rundt om halsen havde de deres kamera. De livsnødvendige apparater. For havde de virkelig været på Vejle havn, hvis ikke de havde dokumenteret det og delt det med verden? Havde dagen betydet noget, hvis ikke den gav gode skud i kassen?

De er for mig en meget fjern race – de her instagrammers. For selvom jeg kun er i starten af mine tyvere og derfor burde være den trælse til familiemiddage, der trækker Iphonen frem og tager snapshots af maden og selskabet, lader jeg telefonen blive i lommen. Jeg tror, SoMe-bølgen på en eller anden måde er skyllet forbi mig, og nu er den så fyldt med eventyrlystne surfere, at der ikke er plads til mig. Men de her mennesker, jeg brugte dagen med, de surfer derudaf. De bruger timer og tusindvis af kroner på at få de helt rigtige billeder, og nogle deler måske dagligt eller flere gange dagligt deres færden på sociale medier. En trang jeg har svært ved at forstå, om end jeg kan se, at de høster likes og anerkendelser for deres evner i processen.

Men det, der gik op for mig om de her skøre, skøre mennesker med intern lingo om linser og zoomegenskaber er, at de bliver anerkendt for deres passion – og se det kan jeg forstå.

Men hov – de havde jo dybde og passion?

For ja, nogle deler alt på Instagram. Med filter. Uden filter. Siger det er uden, men så er det med. Men de her mennesker var af en anden type. For dem handler det nemlig ikke om at kaste deres privatliv i hovedet på andre. De deler skønhed. De deler detaljens kunst. De deler det, vi andre måske overser.

De går op i arkitektur. Natur. Historie. De har en passion, som de gerne vil have andre til at værdsætte, og anerkende. Og vil vi egentlig ikke alle sammen det?

Jeg ved, jeg vil. Jeg er ret sikker på, at Olafur Eliasson, der står bag Fjordenhus, synes, det er rimelig fedt, at folk gider at rejse for at se hans bygning, og at billedkunstnere er så betaget af den, at de vil give rundvisninger, med samme entusiasme som stod vi over for Babylons Hængende Haver. Og selvfølgelig vil mine kompagnoner på havnen også det.

Jeg fik selv lov til at lege lidt fotograf og tage nogle billeder, der sammen med min beretning fra dagen kom på Visit Vejles blog. Men det rigtig interessante for mig er, at jeg brugte dagene op til dagen på at frygte mødet med de her mennesker, fordi jeg var sikker på, at de var teknisk overlegne og overfladiske. Jeg brugte dagen på at kikke på dem, mens de kiggede på bygningerne, og så hvordan det fik lyset frem i deres øjne. Og jeg brugte dagene efter på at more mig over den, og hvor tosset jeg havde været.

De var jo bare mennesker med passion. Præcis ligesom mig.