På grisefarmen: Jeg så, hvad jeg ikke ville se, og det var faktisk ikke så skræmmende

21 november 2018

Clara Edgar Jakobsen

Til en artikel i GLS-A Bladet blev jeg tvunget til at træde ind i stalde, jeg ellers har prøvet at undgå af frygt for, at mit hjerte ville bløde for de dyr, jeg så. Jeg er stadig ikke henrykt over, at dyr ikke har græs under klovene, men jeg fandt også ud af, at tingene ikke er så sort/hvide.

Jeg er en jysk pige med aner i den jyske muld. Men jeg må nok erkende, at jeg har svigtet min slægtsarv en anelse. Det kan tælles på én hånd, hvor mange timer, jeg har brugt i en stald. Indtil den dag, hvor jeg skulle ud på en grisefarm, har jeg nærmest kun sat mine fødder i en par gummistøvler, når jeg har været på festival.

Jeg må også erkende, at det meste af min viden om det danske landbrug kommer fra medierne. Jeg har ikke selv opsøgt nældens rod. Lugtet til lorten. Set svinestien. Nok fordi jeg simpelthen ikke var sikker på, at jeg ville kunne lide det, jeg så.

Men pludselig var jeg tvunget til at stå ansigt til ansigt med stalden.

For man kan ikke lave en reportage uden at have set, følt, lyttet og lugtet. Og det var netop det, jeg skulle. Lave en reportage til GLS-A Bladet fra et mere eller mindre traditionelt svinelandbrug. Og det blev noget af en tur.

Var vi blevet glemt?

Kuglepen og blog var pakket i tasken. Spørgsmål skrevet på forhånd. Telefonen opladet. Fotografen fanget. Og så afsted. Snakken i bilen var løssluppen. Både om landbruget og de billeder, der skulle tages. Vi var klar. Det viste sig bare, at det var landmanden ikke.

Det er ikke noget, jeg har bevis for, men jeg er ret sikker på, at han havde glemt os. For da vi dukkede op på adressen, var han der ikke, og da jeg fik fat i ham på mobilen, var det med overraskelse i stemmen, at han sagde: Jeg er der lige om lidt.

Fotografen Anders og jeg kiggede på hinanden og overvejede, om vi måtte tage hjem med tom filmrulle og blog. Og det var ganske vist sådan, det gik.

For hvem havde vidst, at det krævede et bad at få lov til at komme ind og se nogle grise. Jeg mener: Grise. Dyr som har det bedst med snuden i skidtet og jord over det hele. Så lærte jeg så meget.

Vi pakkede sammen og kørte hjem med en aftale om at komme igen to dage senere.

Et par overalls af og et nyt par på

Vi pakkede bilen for anden gang og kørte på landevejen. Nu forberedte på badeproceduren og sikre på, at landmanden vidste, vi kom. Da vi kom til gården gik Anders og jeg hver vores vej. Herre til højre. Damer til venstre.

De overalls jeg havde klædt mig i om morgenen for rigtigt at passe ind, skulle jeg smide i et rum. Så nøgen ind i rum nummer to og stille mig under bruseren før jeg måtte gå ind i det sidste rum, hvor jeg måtte iføre mig et par andre og alt for store overalls. Så ind til grisene.

Vi gik ad varme korridorer med døre og vinduer på begge side, der gav udsyn indtil de store grise, indtil vi kom til smågrisenes dør. Da den blev åbnet, mødte vi et inferno af små grisegrynte-lyde og hyl.

Jeg kunne ikke dy mig for at tænke, at jeg ville ønske, at de gik rundt ude i mudderet og ikke inde i det her kunstige lys. Men de så nu ud til at have det okay. De have ikke grimme sår. De lå heller ikke i lag. Så meget kunne jeg da glæde mig over. Da billederne var taget og min blog fyldt med observationer, var det tid til interviewet med landmanden.

Landmandens ord rodfæstede sig i mig

Et interview, der berørte hans gårde. Svineindustrien. Kvaliteten af kød og hvorfor alle ikke kan opdrætte frilands. Men særligt noget han sagde overraskede og rodfæstede sig i mig. Han forklarede, at meget af det svinekød, der ligger i danske kølediske er polsk.

Og hvorfor? Jo, fordi danskerne generelt ikke vil betale for kvalitetskød. Noget vi faktisk er dygtige til at producere, måtte jeg forstå. Vi har både frilandssvin, økologiske svin, svin, der aldrig får antibiotika. Hvor ender det gode kød så? Meget bliver shippet udenlands.

Det fik mig til at indse, hvad jeg måske havde glemt. Ligesom det ikke er alle mennesker, der er onde, er alle landmænd ikke ligeglade med deres dyr. Men de er underlagt nogle markedskræfter og skal have en forretning til at køre rundt. Jeg blev klar over, at det er nemt at pege fingre af andre, men ikke selv betale prisen for at gøre en forskel.

Jeg skrev artiklen om mit møde med landmanden og grisene. Og ja, som med alle artikler havde den en vinkel. Et fokus på de vilkår han er underlagt for at få de økonomiske hjul til at spinne, og hvordan det er at være i en branche, der er så nem at slå på.

Da jeg efterfølgende snakkede med ham, fortalte han mig, at han var glad for at læse om sit fag på en måde, der ikke bare var negativ, men faktisk prøvede at forklare og forstå. Og det er jo faktisk det, der er den journalistiske opgave. At lægge sine egne fordomme og antagelser til side for at kunne fortælle om det vi ser og det fakta, der ligger foran os.


Læs også: