Native advertising – fortæl gode historier med timing

29 november 2017

Carsten G. Johansen

Native advertising er en hjørnesten i fremtidens markedsføring, men halvdelen af os forstår stadig ikke helt, hvad det går ud på. Men bare rolig – det handler nemlig mest af alt om at fortælle gode historier!

Native advertising handler om at møde forbrugerne i et miljø, hvor de er godt tilpas og er klar til at lytte. Traditionel reklame – ”Køb vores müslibar for den er bare god!” – er de immune over for.

Men hvis du kan fortælle en historie om 10-årige Sille, der har fået ny energi til lektiecafeen fra klokken 14 til 15 på Bakkeskolen … ”Hmm, hvilken slags müslibar var det mon, hun fik med i skoletasken?”

På samme måde kan du fortælle historier om vinterferie i Norge eller kviklån til en ny bil. Du skal bare sørge for, at historien bliver fortalt på den rigtige måde og at den bliver leveret i en sammenhæng, hvor modtageren er modtagelig. Det bedste eksempel i de senere år er Facebooks sponsored stories, som forbrugeren tager imod med stor vejvilje. Den samme metode bruges med held især i andre online-nyhedsmedier og sociale medier.

Det kan have navne som advertorials, content marketing – eller journalistik. Pointen er, at det giver en ny indgang til kundernes bevidsthed, når du køber dig adgang til ikke bare en placering, men også form og feeling, på det medie hvor dine kunder har opmærksomhed.

Native Advertising er betalte annoncer, der er udformet på en måde, så brugeren ikke opfatter dem som reklame. Det kan have forskellig form, men det går altid ud på, at annoncen glider ind som en del af mediet, så brugeren opfatter det som lige så meningsfuldt og godt som resten af indholdet.

På Facebook kommer det f.eks. til udtryk på en måde, som er baseret på andre brugeres handlinger, mens annoncebudskabet på online-medier typisk er ”pakket ind” i en artikel, der lever op til normale, journalistiske standarder. I trykte medier har vi i mange år kendt til advertorials, som stadig kan være et fornuftigt valg til nogle målgrupper.

Metode i stor fremgang

Brugen af native advertising er firedoblet i løbet af de seneste to år. I 2015 svarede 12% af annoncører, at de benyttede metoden, og det tal er steget til 48% ifølge en rapport, der tidligere på efteråret blev udgivet af Native Advertising Institute, som har adresse i Bredgade i København. Kun 7% har en negativ holdning til fænomenet.

Ifølge samme rapport svarer 52% af annoncører dog, at de ikke ved noget eller kun ved en smule om native advertising. Og ærligt talt: Navnet ”native advertising” lyder måske meget fedt, men det afslører ikke meget om, hvad indholdet er.

Det korte svar er, at det handler om de gode historier. Ofte kan du nøjes med én eller ganske få gode historier. Men du skal kunne fortælle dem på forskellige måder, som passer ind i hvert enkelt medies form og udtryk. Og her bliver det sværere for mange annoncører.

Dog stadig ikke rumvidenskab. De mest benyttede formater er tekst og foto, samt til en vis grad video.

Når du kender kanalerne, skal du målrette historierne til dem; til sociale medier, online medier – med tanke på, hvilke brugere du kommer i kontakt med på den enkelte kanal. Og voilà – så er du i native advertising.

Overvej strategi og udførelse

To ting at være opmærksom på, før du går i gang:

  • Kun 18% af annoncører har en nedskrevet strategi for native advertising – og så er det altså svært at følge op på resultatet af en kampagne!
  • Undersøgelser viser også, at kampagnerne hos 2 ud af 3 annoncører bliver kørt af marketingsafdelingen, og at 80% selv producerer deres indhold. Men native advertising handler ikke om budskaber – som marketing er dygtige til at producere – men om storytelling

Og husk: Hvis det ligner en reklame, er det ikke native advertising – og så bliver det ofte sorteret fra af de kræsne, medievante forbrugere, vi allerhelst vil tale til.