Master i relationer bliver ny kontaktchef i Mediegruppen

6 september 2017

Charlotte Nygaard

Som blot 21-årig slagter fungerede Stig Caspersen som rådgiver for ledere i 54 forskellige lande. Efter knap 15 år i slagterifaget skiftede han forskærerkniv og forklæde ud med assurandøruddannelsen og avancerede i løbet af det første halve år til ledelseslaget. Hos Tryg arbejdede han som salgs- og HR-direktør for mere end 6.000 medarbejdere i hele Norden og Baltikum, inden han igen skiftede branche for at arbejde med udvikling af organisationer, ledelse og medarbejdere.

Grebet af tanken om bæredygtig energi stiftede han sin egen virksomhed, der i en årrække med stor succes solgte solcelleanlæg, inden han igen helligede sig udvikling af organisationer og mennesker. Undervejs blev det til en master of science i systemisk teori. Lægger du alle kompetencerne sammen, giver det Mediegruppens nye kontaktchef, der 1. oktober sætter sig til rette på Horsensvej 72a.

Hør mig, hør mig!
Selv om Stig Caspersens vej begyndte hos Danish Crown og umiddelbart virker ulogisk i forhold til reklame-og kommunikationsbranchen, har den lange og snørklede vej budt på så mange forskellige brancher og mennesker, der til sammen har banet vejen for Stigs forståelse for den del af kommunikation, der handler om det relationelle – hvordan lærer vi at forstå hinanden?

“Vi mennesker har desværre en tendens til at misforstå hinanden. Det gør vi, fordi vi er mere optaget af at høre os selv end til at lytte til hinanden.”

Og så er Mediegruppen i øvrigt ikke helt ukendt land for Stig Caspersen, der i slutningen af 00’erne sad to år i bestyrelsen.

I sin nye position som kontaktchef får Stig Caspersen rig lejlighed til at kombinere sine kompetencer inden for ledelse, strategi, salg og kommunikation, der skal være med til at føre Mediegruppen to the next level.

Motionist fra 8721
Privat er Stig Caspersen gift med Rikke, og sammen har de tre børn og fem børnebørn. I øjeblikket bor de i Daugård, men har planer om at rykke til Vejle, når huset i 8721 er solgt.

Motion og sport betyder meget for Stig, som er spinninginstruktør og underviser i både Daugård og i DGI i Vejle. Der bliver også tid til et par runder golf, og i år kunne Stig fejre 10 års jubilæum sammen med Lillebælt Halvmaraton.

Stig Caspersen har første arbejdsdag hos Mediegruppen 1. oktober. Tag rigtigt godt imod ham.