“Ti minutter inde i interviewet må jeg løbe ud på toilettet med hånden for munden”

6 juni 2018

Freja Dumont

Som praktikant bliver jeg sendt land og rige rundt, for at møde mennesker, der har en historie at fortælle. Journalisten skal helst ikke gøre sig selv bemærket mere end højst nødvendigt – men jeg stjal spotlightet den oktober morgen på Kattegat.

Jeg har i min tid på Mediegruppen besøgt alt fra maskinstationen i Vestjylland og tømrervirksomheden i Middelfart til graviditetstræning i Esbjerg og genoptræningsafdelingen i Grindsted.

Denne kolde, mørke, tidlige oktober morgen skal jeg på besøg på hos virksomheden Ørsted i Grenaa. På vej ned fra min lejlighed møder jeg min kæreste i opgangen, der har været i byen – ja godmorgen og godnat og farvel. SÅ tidligt er det.

Støvletterne skiftes ud med sikkerhedssko

Men jeg brokker mig selvfølgelig ikke; Jeg glæder mig til at stå klar klokken 7.00 i Grenaa og se de mange mandlige Ørsted-teknikkere stå og rive i deres elastikker … De ti minutters elastikøvelser er nemlig en fast morgenrutine på virksomheden, og det vil vi selvfølgelig gerne berette om i magasinet Krop og Fysik.

Jeg tør godt sige, at mine sorte støvler med hæl er de eneste højhælede støvler i lokalet. Mændene kigger lidt skeptisk på mig og mit kamera, mens jeg bevæger mig rundt i lokalet og observerer samt fotograferer den sjældne race, der i deres gule veste hiver elastikkerne op og ned og fra den ene til den anden side.

Efter ti minutters opvarmning af både smilebånd og muskler, er mændene klar til at indtage deres poster på havet i Anholt Havmøllepark. Jeg må skifte støvletterne ud med sikkerhedssko og have en gul vest på magen til mændenes samt en sikkerhedshjelm, der er tre numre for stor; først derefter, må jeg komme med ud på båden, der skal sætte mændene af på hver deres mølle.

Mandesnak og hoppende sæder

Sammen med Brian H., Brian J., Jon, Flemming, Jan, Johnny, Yussuf og Paco sejler jeg ud på Kattegat, mens solen ligeså stille begynder at rejse sig over vandet. Jeg har pen og blok klar, og jeg udspørger blandt andet mændene om, hvad de får ud af sundhedsinitiativerne på Ørsted.

Stilhed et øjeblik. Brian rømmer sig og siger, at et af årets højdepunkter må være, når de sammen deltager i Xtreme Mandehørm – et terrænløb kun for mænd. Egentlig er det ikke rigtig træningen, der betyder noget; Det handler bare om at have det sjovt, spise rigtig mandemad og drikke skummende fadbamser, fortæller Brian og griner.

Jeg skriver og skriver mens sædet i båden hopper ivrigt op og ned. Min mave rumler og mine øjne hænger. Jeg kunne godt spise en croissant og drikke en cappuccino på minimælk med ekstra skum og kakao på toppen – men eftersom der ikke er en barista med på båden, tager jeg imod en kop sort kaffe.

Professionel lige til det sidste …

Den kop kaffe skulle jeg aldrig have hældt ned på tom mave. Jeg begynder at svede under redningsvesten og min ansigtsfarve bliver samme farve, som bølgernes brusen udenfor det lille vindue. Jeg lytter. Skriver. Spørger. Men jeg er ikke rigtig til stede, og mine øjne flakker imens den alt for store hjelm skøjter rundt på mit hoved. Jeg håber bare ikke, at Brian overfor mig opdager, at mit fokus er et helt andet sted end i samtalen med ham.

Jeg har aldrig været søsyg før. Jeg havde endda udfyldt en sikkerhedsblanket inden turen, hvor jeg havde sat et stort fedt kryds i boksen ud fra: Lider ikke af søsyge.

Da jeg spørger, om båden altid vipper så meget, kigger alle mændene på mig, griner. De svarer nærmest i kor at vandet faktisk er forholdsvis stille i dag. Jeg synker en ekstra gang. Jeg har da har sejlet før – men kun til København, Norge og Sverige; og man kan ikke sammenligne en færgeoverfart med en lille vippende båd, skulle jeg hilse og sige.

Midt i mit næste spørgsmål vender min mave sig – og jeg når lige at tage en hånd for munden.

Jeg løber ud på toilettet med sikkerhedsansvarlige Jens Nybo i hælene, som råber, at jeg skal huske at holde fast i gelænderet. Jeg når lige ind over dørkanten til toilettet, og ja…  jeg klarede ikke de sidste centimeter til toilettet, og gulvet måtte i stedet tage imod.

Sikkerhed før rengøring

Jeg vil selvfølgelig tørre op efter mig selv, men det får jeg ikke lov til af Jens. Det er for farligt, mener han, og skipperen på båden bliver derfor sat til at gøre rent efter mig.

Da jeg kommer ind til gutterne, spørger de, om jeg er okay. Og om jeg er gravid – imens de griner. Det var jeg ikke. Men jeg var heller ikke vant til at sejle på mindre både, tydeligvis.

– Det skal du ikke tænke på, siger skipperen. Jeg kastede op hver dag, de første fem år af min karriere som fisker. Så jeg er vant til at tørre op. Og sidst vi havde en journalist med, lavede han samme nummer som dig.

Så jo, det hjælper da lidt, med hans opmuntrende ord – men det var stadig en hård dag på job!

Læs den færdige artikel til krop-fysik.dk, der blev skrevet på baggrund af mine meget rystede noter her.


[data-image-id='gourmet_bg']
[data-image-id='gourmet_bg']
[data-image-id='gourmet_bg']
[data-image-id='gourmet_bg']
[data-image-id='gourmet_bg']
[data-image-id='gourmet_bg']
[data-image-id='gourmet']
[data-image-id='gourmet']
[data-image-id='gourmet']
[data-image-id='gourmet']
[data-image-id='gourmet']
[data-image-id='gourmet']
[data-image-id='gourmet']
[data-image-id='gourmet']
[data-image-id='gourmet']
[data-image-id='gourmet']