EFTERLYSNING: Kender du tre unge drenge (12-14 år), som var på Folkemødet?

20 juni 2018

Carsten G. Johansen

Vi leder lige nu efter tre unge drenge, vi mødte på Folkemødet 2018. De har ikke gjort noget forkert. Tværtimod. De fortjener en belønning for at gøre sig store anstrengelser for finde ejeren af et tabt kreditkort.

Blandt mange positive oplevelser på Folkemødet 2018 var tre ærlige drenge en af de bedste. Det var et møde som mange andre på Folkemødet i Allinge: Mediegruppens udsendte, Stig Caspersen, havde en aftale med Director, Finance and Development i Tryg Steen Wung-Sung.

Steen og Stig stillede sig i kø ved Kalles Kaffe og købte et par kopper, som blev drukket, mens de fulgtes hen til den stand, hvor Trygs koncerndirektør skulle holde et oplæg.

– Hov, hvor er mit kreditkort? Jeg har tabt det! opdagede Steen Wung-Sung.

Han havde lige brugt kortet. Det måtte være tabt, da han købte kaffe.

Øv, nu er der ikke nogen vej uden om at spærre kortet.

Overraskende ærlighed i Allinge

På dette tidspunkt var koncerndirektør Lars Bonde i gang med sit oplæg, men Steen og Stig blev enige om at gå tilbage og lede efter kortet ved Kalles Kaffe. De gik ud af teltet – og straks løb tre drenge dem i møde.

– Er det dig, der hedder Steen?

Drengene fægtede i luften med en genstand. En lille, flad genstand …

De forklarede, at de havde fundet kreditkortet på jorden og via facebook fundet navnet, som de herefter kunne forbinde med forsikringsselskabet Tryg. Derfor var de gået hen til den stand, som Tryg var involveret i.

Og vær så god, her har du dit kort tilbage, hr.

– Vi blev ærligt talt så overraskede, at vi bare tog imod kortet og sagde tak. Pludselig var drengene væk, og vi så dem ikke igen, før vi skulle med færgen hjemad.

– Men vi skulle jo have givet dem en belønning. Vi gav dem ikke en gang en sodavand, efter de havde løbet afsted i Bornholms bagende solskin, siger Stig ærgerlig.

Hjælp os med at finde de hæderlige helte

”Gid der var en måde, man kunne finde sådan nogle ærlige drenge i denne moderne verden …”, tænkte vi på Mediegruppen.

Ja, vi har naturligvis delt historien på Facebook, og nu er det op til det digitale samfund at hjælpe med, at retfærdigheden sker fyldest. Vi krydser fingre for, at historien bliver delt så mange gange, at der bliver skabt kontakt til drengene. Det mindste vi kan gøre, er da at give dem en biografbillet.

Tips og signalement

  • Tre drenge i alderen 12-14 år
  • Kortet blev tabt ved Kalles Kaffe
  • De fandt os i nærheden af Advice-teltet fredag den 15. juni mellem 16-17.

Hvis du ved, hvem de er eller har oplysninger, der kan bidrage til opklaringen, må du meget gerne kontakte os på: stig@mediegruppen.net.

Så kvitterer vi med tre gange bio-billetter for deres hæderlighed.