Brandvarme nyheder til hjemturen

6 februar 2018

Carsten G. Johansen

Deltagerne ved Den Nationale Alkoholkonference gjorde store øjne, da de ved udgangen efter sidste oplæg fik et brandvarmt magasin i hånden – 20 siders fotos og fortælling om de seneste to dages konferenceaktiviteter.

Alkohol & Samfund ville gøre noget særligt for det rekordstore antal deltagere på den årlige konference. 375 mennesker som brænder for forebyggelse af den skade, alkohol kan gøre på samfundet – og samfundets borgere.

– Vi ønskede at forlænge deltagernes oplevelse af den konference, vi har lagt så mange kræfter i. Magasinet fortæller i billeder og reportage om alle de oplevelser, vores gæster blev udsat for i løbet af de to dage, forklarer Ida Fabricius Bruun, kommunikationskonsulent hos Alkohol & Samfund.

– Og så gør det jo ikke noget, at de kan vise magasinet frem for deres kolleger, så de kan blive inspireret til at deltage næste år!

Et aktuelt hand-out

Det tager måneder at sammensætte et konferenceprogram. Og det tager år at opsamle den viden, som oplægsholderne formidlede fra podierne i Tivoli Hotel & Congress Center.

Til sammenligning skulle reportagerne til magasinet DNA18 (Den Nationale Alkoholkonference 2018) produceres i løbet af én hektisk dag, suppleret med forberedende research. Layout-fasen skulle gennemføres i løbet af en håndfuld nattetimer, så trykkeriet kunne levere kasserne med friske magasiner i receptionen klokken 12.30 – en halv time før sidste foredragsholder modtog sit bifald fra publikum.

–  Det er rigtig skønt at få et aktuelt hand-out, der opsummerer konferencens vigtigste hovedpunkter. Det giver noget ekstra, at vi får bladet uddelt, mens vi stadig er på konferencen – så kan man sidde i toget på vej hjem og få frisket de vigtigste pointer op.

– Jeg deltog heller ikke i alle oplæg, og derfor er det også smart, at jeg lige kort kan blive gjort klogere på, hvad der blev fortalt til de andre oplæg, sagde Liselotte Lundsfryd, Udviklingskonsulent ved Skanderborg Rusmiddelcenter, da hun stod med sit magasin i hånden.

Flot og positiv overraskelse

Går du online eller på sociale medier, kan du finde masser af information om Alkohol & Samfund og foreningens mange aktiviteter og tilbud. Også om Den Nationale Alkoholkonference 2018. Du kan også læse om forebyggelse imod alkoholskader på Alkopedia.dk.

Magasinet DNA18 havde – selvom det er sprængfyldt med fortælling, fakta og fotos fra konferencen – også et andet formål, som ikke kunne erstattes af en digital løsning.

– Det giver deltagerne en rigtig positiv overraskelse, at vi kan give dem sådan en flot og aktuel publikation i hånden, samtidig med at de hentede deres madpakke til hjemturen, konstaterer Ida Fabricius Bruun, der selv var med til at uddele DNA18-magasinerne ved udgangen.

Mediegruppens to udsendte journalister kunne ånde lettet op, da hele planlægningen faldt i hak og konferencedeltagerne reagerede med spontane klapsalver på beskeden om, at de ville få uddelt de brandvarme magasiner ved udgangen.


[data-image-id='gourmet_bg']
[data-image-id='gourmet_bg']
[data-image-id='gourmet_bg']
[data-image-id='gourmet_bg']
[data-image-id='gourmet_bg']
[data-image-id='gourmet_bg']
[data-image-id='gourmet']
[data-image-id='gourmet']
[data-image-id='gourmet']
[data-image-id='gourmet']
[data-image-id='gourmet']
[data-image-id='gourmet']
[data-image-id='gourmet']
[data-image-id='gourmet']
[data-image-id='gourmet']
[data-image-id='gourmet']