Alsidigt kreativt talent er ny elev hos Mediegruppen

21 november 2017

Charlotte Nygaard, Foto: Vibeke Johansen

Nanna Nør kan både fotografere og fritegne, og hun er Mediegruppens nye mediegrafikerelev.

”Kom NU, Nanna!” Det er ikke få gange, at Mediegruppens nye mediegrafikerelev har fået de ord råbt efter sig, når hun er på tur med familien.

Nanna Nør er nemlig ikke kun skarp i Illustrator, InDesign og Photoshop. Hun er også en ret habil amatørfotograf, der hellere end gerne kaster sig på alle fire for at fange den helt rigtige vinkel til sit næste foto-scoop.

 

Tegner og maler

Nanna Nør er 25 år og så langt inde i den fireårige mediegrafikeruddannelse, at vi kun har hende til låns som elev frem til juli næste år.

Selv om det desværre ikke er længe, glæder vi os alligevel, fordi Nanna kan tilføre vores tegnestue et par ekstra kreative hænder og kompetencer inden for det visuelle felt.

Personligt drømmer Nanna om et job, når uddannelsen er i hus, som kan kombinere alle hendes evner, der også omfatter kunsten at frihåndstegne og male.

 

Krøllet hjerne

Da hendes forældre, lettere bekymrede over et barn der – i modsætning til sine boglige søskende – ikke rigtigt fangede interesse for brøkerne og grammatikken i folkeskolen, spurgte hende, hvad i alverden hun havde forestillet sig at skulle leve af som voksen, lød det naturligste svar i verden fra Nanna: ”At tegne og male”.

Dengang var der ikke megen tiltro fra mor og far til den udmelding. Men Nanna fik alligevel ret.

Faktisk var det forældrene, der ubevidst fik hjulpet hende på den vej, da de valgte at trække hende ud af folkeskolen til fordel for en efterskole, der skulle banke lidt ABC og geometri ind i hendes krøllede hjerne.

 

Kreativ nørd

På efterskolen opdagede Nanna nemlig, at livet kan leves af andet end boglige uddannelser. Den efterfølgende 10. klasse på en fagskole i Odense åbnede for alvor hendes øjne for design og Photoshop, og så var kursen mere eller mindre lagt.

Den endelige retning faldt på plads, da Kolding Designskole takkede nej til Nannas ansøgning efter en afsluttet design-HF i Odense. I stedet valgte Nanna mediegrafikeruddannelsen. Det er vi glade for her på Mediegruppen.

Nanna er nemlig en uvurderlig hjælp i en travl hverdag, og hos os kan hun få lov at prøve kræfter med både fotokunsten og nørde videre med sin passion for kreativt udtryk, fonte og typografier.

 

Bælt-løber

Nanna laver andet end at tegne, male og fotografere, når hun har fri. Faktisk kan du være heldig at støde på hende, hvis du bor i Odense. Her løber hun tre gange om ugen og kan i øvrigt bryste sig af at have gennemført den sidste halvmaraton, der blev løbet på Storebæltsbroen.

 

Tag godt imod vores nye elev, Nanna Nør!