4 tips: Sådan skriver du den perfekte overskrift

5 april 2018

Kristine K. Jørgensen

Du skal ikke forvente, at folk står klar med mundvandet dryppende ned på hagen, når du serverer dit budskab. Faktisk er folk ret ligeglade – medmindre du da tilbyder dem noget, de gider at smage på. Så hvordan gør du det?

Servér dit budskab i en overskrift, der vækker behov. En overskrift proppet med værdi, der kan opildne en eller anden form for følelse hos din målgruppe. Selv på et A-skilt midt i et mylder af folk på gågaden.

Så hvordan skriver du den der geniale overskrift, når du ikke bare kan gribe den ud af den blå luft? Det får du hjælp til nu. Er du klar? Okay, så kommer den her …

Brug tid på din overskrift – og brug de 4 U’er

Det er så vigtigt, at du giver dig selv tid til at analysere, hvad det egentlig er, du skriver – og til hvem? Og har du ramt en floskel, skal du af med den i en fart.

De 4 U’er er en glimrende metode til at skabe relevante overskrifter. Den er udviklet af forfatter og entreprenør Michael Masterson og eminent at bruge, når du vil have din målgruppe til at rette blikket mod dig.

Metoden giver dig mulighed for at finde ud af, i hvor høj grad din overskrift er: Urgent, Unique, Ultra-specific og Useful. Og det bedste ved det hele: Den tillader dig stadig at arbejde hurtigt.

Så hvordan bruger du den? Det er nemt! Når du har nedfældet din overskrift, skal du vurdere, hvor stærk den er i forhold til hver enkelt af de 4 U’er – og på en skala fra 1-4. Altså: Jo højere din overskrift rangerer, jo bedre er den!

Det er ikke altid muligt at rangere højt på alle fire kategorier, men en god regel er, at din overskrift i hvert fald bør rangere en 3’er eller 4’er i bare én. Gør den ikke det, skal du rette den til eller helt skrive en ny.

Sådan bruger du de 4 U’er

Lad os tage vores egen medicin og gribe hårdt om overskriften på denne blog: ”Sådan skriver du den perfekte overskrift – hver gang.”

Sådan rangerer den på de 4 U’er:

1. Urgent:

Der er ikke nødvendigvis noget presserende eller tidsbegrænset i overskriften, så her vil rangeringen ligge på 1.

2. Unique:

Det er ikke alle, der tilbyder gode råd til at skrive fænomenale overskrifter, men nogle gør. Derfor får den rangeringen 2 i unikhed.

3. Ultra-specific:

Kunne vi have været mindre specifikke? Ja. Vi kunne have skrevet ”Sådan skriver du den gode overskrift”. Omvendt kunne vi også have været mere specifikke og skrevet ”De 4 U’er: Metoden til dig, der vil lære at skrive den perfekte overskrift”. Gjorde vi det, ville overskriften dog blive sværere at afkode hurtigt, og det ville muligvis også være sværere for læseren at forholde sig til, hvad de 4 U’er står for.

Derfor ender vi på ”4 tips: Sådan skriver du den perfekte overskrift”. Den giver læseren mulighed for hurtigt at afkode indhold og udbytte af indlægget – og får altså her rangeringen 3.

4. Useful:

Overskriften lover præcis dét, indlæggets specifikke indhold leverer: at læseren vil komme ud på den anden side af indlægget med en viden, der sikrer, at han/hun altid kan skrive den perfekte overskrift. Derfor får den her rangeringen 4.

Godt så! Nu ved du, hvordan du kan bruge de 4 U’er til at ”regne” dig frem til en overskrift, der får din målgruppe til at interessere sig for dit budskab.

Har du stadig lidt tid? Jamen så lad os da fortsætte og bruge et øjeblik på at introducere en metode, der kan rykke din overskrift på kun 5 minutter.

Notér dine brainfarts

Når du skal finde en overskrift – og du sådan nogenlunde har gjort dig tanker om, hvilken vinkel du vil følge, så sæt dig ned, luk øjnene og SKRIV!

Skriv som du aldrig har skrevet før. Skriv ALT, der falder dig ind – også det, der ikke giver mening. Og selv hvis du synes, du har noget, der da egentlig lyder meget godt, så sæt alligevel 5-10 minutter af til at nedfælde alt, hvad din hjerne kan ”prutte” ud.

Til dette indlæg så processen nogenlunde sådan ud:

  • 2 metoder til at stjæle 5 minutter fra én, du vil tale med
  • Sådan udnytter du 5 sekunder, du aldrig får igen
  • Sådan udnytter du xx sekunder til at sælge dit budskab
  • Sådan serverer du dit budskab på 2 sekunder
  • Brug dine 2 sekunder fornuftigt
  • Brug din overskrift rigtigt
  • Brug din tid fornuftigt
  • Brug tid på din overskrift og ram rigtigt
  • Hvor lang tid tager det at koge den rigtige overskrift ind?
  • Metoden til at stjæle 5 minutter fra én, du vil tale med
  • Sådan krydrer du dit budskab rigtigt
  • Sådan koger du din overskrift ind til et effektivt budskab
  • Sådan undgår du at skyde ved siden af
  • Sådan koger du din overskrift ind til et interessant budskab
  • Kommunikér så du fanger læseren
  • Hvad skal der til for at fange læseren?
  • Hvornår ved man om en overskrift rammer rigtigt?
  • Sådan skriver du din overskrift
  • Sådan fanger du læseren med din overskrift

Når du har fyldt dit dokument med masser af tanker, så stop op! Læs dem alle og se, om der dukkede noget brugbart op: Et ord, en sætning eller måske en helt ny indsigt og vinkel? Som du kan se på ovenstående sætninger, kredsede overskriften til dette indlæg om samme kerne, men med forskellige vinkler til følge – som hver kunne give inspiration til andre typer af indlæg.

Metoden er også god at bruge, hvis du er gået i stå i din tekst, eller hvis du sidder med en udfordring, du ikke kan knække.

OBS!! Bruger du denne metode, bør du stadig teste din overskrift med de 4 U’er, så du er sikker på, at den er relevant for din målgruppe.

Hvor skal din overskrift spottes?

Kommunikerer du i en analog kontekst, er de metoder, du har fået serveret, utroligt anvendelige. Kommunikerer du i en online kontekst, bør du huske også at inkorporere kneb som søgemaskineoptimering og de klassiske formuleringer, hvor du hjælper læseren med at udfylde tomme felter a la ”Sådan undgår du (noget ubehageligt)”. Men mere om dem i et andet indlæg.


[data-image-id='gourmet_bg']
[data-image-id='gourmet_bg']
[data-image-id='gourmet_bg']
[data-image-id='gourmet_bg']
[data-image-id='gourmet_bg']
[data-image-id='gourmet_bg']
[data-image-id='gourmet']
[data-image-id='gourmet']
[data-image-id='gourmet']
[data-image-id='gourmet']
[data-image-id='gourmet']
[data-image-id='gourmet']
[data-image-id='gourmet']
[data-image-id='gourmet']
[data-image-id='gourmet']
[data-image-id='gourmet']