Jeg ville have været en alletiders skraldemand. At sidde der i bilen, samle alle ressourcerne ind, sørge for, at de blev genanvendt, snakke lidt med borgerne og hjælpe dem på vej, når de havde brug for hjælp og søgte svar på spørgsmål. Hvad med mælkekartonen? Er det restaffald, papaffald eller papiraffald? Ja, i dag er det restaffald, men planen er, at vi også skal kunne genanvende mælkekartonen. Så der kommer til at ske en ændring. Det kunne jeg have svaret. Blandt andet.

En iPhone fyldt med billeder af skraldespande

Det fascinerer mig, når ting fungerer. Når jeg tænker: Det var alligevel smart. Og sådan har jeg det med affald, sortering og genanvendelse. Det er simpelthen så smart en cyklus, at det næsten ikke er til at fatte. Hvor andre måske har deres iPhone fyldt med fest og feriebilleder, finder du både billeder af skraldebiler, affaldsbeholdere og indendørs skraldespande på min iPhone. Her er endda billeder af mig, der fotograferer en skraldebil på en gade i Berlin, fordi mine børn mener, at jeg er helt gakkelak med alt det skraldeværk. Men jeg kan ikke lade være. Jeg smiler også, når jeg går på genbrugspladsen. Smiler for mig selv og til de flinke pladsmænd. Fordi jeg synes, det er genialt. En beholder til det og en til det, alt haveaffaldet her og det, der kan bruges igen af andre, skal ligge der.

Faktisk bliver jeg også sur, når mine naboer ikke sorterer deres affald rigtigt og nogle gange kommer jeg til at sige det højt. Jeg har nok altid været lidt aktivistisk. Demonstrerede for freden og mod atomkraften før jeg blev konfirmeret, når jeg altså ikke var med min mor ude på en herregård for at købe biodynamiske grøntsager. Har bare altid været drevet af, at vi alle sammen kan være med til at gøre en forskel, hvis vi gør en indsats. Og i tilfældet med affaldssorteringen – en meget lille indsats. For hånden på hjertet og den anden på skraldespanden. Hvor lang tid tager det lige at sortere affald, når først det er blevet en vane?

Gode sorteringsvaner

Apropos vane, så er det egentlig præcis, hvad mit arbejde handler om. Hvis borgerne i en kommune kun har én skraldespand og pludselig skal have tre, skal de gøre noget andet, end de plejer. For mig er det ikke svært. Men det er ikke det, der betyder noget. Det vigtige er, at borgerne skal ændre hverdagens rutiner og vaner. Stoppe med at gøre noget, de altid har gjort og lære at gøre noget nyt. Pyha. Og så midt i en travl hverdag med alle mulige andre gøremål. Hvem gider så at gøre en indsats for affaldssortering?

Min oplevelse er, at det er der rigtigt mange borgere, der gør. De tager endda imod forandringen med kyshånd. Fordi de også er optaget af den grønne omstilling, CO₂ og cirkulær økonomi. Verden omkring dem. Og fremtiden. De siger ja tak til sortering, fordi det giver mening for dem. Men ikke dem alle. Andre vil bare have det nemt. Og hvis affaldssorteringen er nemt, tænker de: Nå, hvis det er det, vi skal, gør vi det. Og så er der dem for, hvem det bare ikke giver mening og som bliver ved at gøre, som de altid har gjort.

Ensretning, når virkeligheden byder på forskellighed

Det er hele humlen, når vi skal kommunikere om affald. Politikerne har fokus på at ensrette, og borgerne er forskellige. Kommunerne er også forskellige, ligesom vejene og højden på husene. Nogle af dem ligger også ved vandet ude ad små sommerhusveje, hvor skraldebilen ikke kan vende. Sådan er det. Og det er det, der er den interessante udfordring ved at lave effektfuld affaldskommunikation. Hvordan skaber vi en kommunikation, der skal bidrage til ensretning, når virkeligheden byder på forskellighed? Hvordan får vi det til at give mening, og hvordan gør vi det nemt, så den indsats, vi kræver fra borgerne, bliver til at håndtere?

At jeg kan sætte mig i borgernes sted, har mange års indsigt i affald og kan fatte pennen. Det er det, der får mig til at arbejde med affaldskommunikation – og faktisk synes jeg, det er sjovt.

Læs mere om affaldskommunikation hos Mediegruppen her.