26. februar 2019
Forfatter: Mediegruppen

Mød Mediegruppen

En Digital Art Director, en journalistpraktikant og en grafisk designer går ind på en bar. Der er ikke nogen punchline, men scenariet er ikke usandsynligt i Mediegruppens fredagsbar. Når vi taler om branding, handler det som regel om at nå ud til potentielle kunder. Denne gang handler det om at vise fanen for vores kommende kollegaer.

Der er mennesker, der fra barnsben ved lige præcis, hvad de vil med livet. Der er også mennesker, der tror, de ved det og alligevel skifter retning. Og ja, så er der dem, der godt kan bruge noget inspiration. Uddannelsesmediet Studentum.dk imødekommer denne gruppe med tiltaget “Mød en virksomhed”. Deres målsætning er at inspirere de unge mennesker, der står over for uddannelses- eller karrierevalg.

Tre af vores kollegaer med tre forskellige uddannelsesbaggrunde deltog i interviewet til Studentum.dk’s employer-branding sektion. Vi vil nemlig også gerne bidrage til det nuancerede billede af fremtidige jobmuligheder.

“Jeg er overbevist om, at den bedste læring finder sted, når man er omringet af dygtige og ambitiøse mennesker.“
Anne Lottrup

Vibeke Johansson er Digital Art Director, Camilla Hansen er grafisk designer, og Anne Lottrup er journalistpraktikant. Uafhængigt af hinanden fremhævede de alle tre deres kollegaer, da de blev bedt om at nævne de tre bedste ting ved arbejdet i Mediegruppen. Vi hæfter os også ved at ordene “kreativitet” og “ambition” gik igen.
“Hos Mediegruppen kan jeg virkelig udfolde min kreativitet. Mine kollegaer er ambitiøse, og vi har et godt sammenhold både i arbejdssammenhæng og i fredagsbaren.“
Vibeke Johansson

Hvis vi selv skal sige det – ganske ydmygt – er vi en interessant arbejdsplads. Vores kollegaer er kreative mennesker og dygtige sparringspartnere med spidskompetencer, der dækker mange områder.
“Vi kan udfolde os kreativt uden faste rammer og strømlinede arbejdsstrukturer.“
Camilla Hansen

Det kan virke overvældende, når man skal til at spore sig ind på en retning. Den gode og afklarende historie er ofte den personlige historie. Alle kan google “grafisk designer” og læse jobbeskrivelsen, men resultatet vil ikke nødvendigvis stemme overens med ordene fra grafikerens egen mund.
“Der er altid mulighed for gensidig sparring. Generelt arbejder vi bare godt sammen og trækker på hinandens stærke sider.“
Camilla Hansen

Du kan læse deres interviews i fuld længde på Studentum’s Mød en virksomhed.