17. maj 2018
Forfatter: Charlotte Nygaard

En forretning med håb på hylderne

Kan man godt være et fagligt yderst kompetent behandlingssted for mennesker med dobbeltbelastning – et misbrug og en psykisk lidelse – og samtidig drive professionel forretning med målrettet fokus på nye kunder? Det har Sydgården i Haderslev bevist.

I et lille grønt hjørne i udkanten af Haderslev gemmer behandlingscentret Sydgården sig i et tidligere motel. Rundt om snor sig en frodig have, en lille, rislende bæk og høje træer, der beroligende suser i vinden.

Men du skal ikke tage fejl. Inde bag de hvidkalkede mure bliver der hver eneste dag udrettet små mirakler sammen med de beboere, der har indlogeret sig på Sydgårdens behandlingssted.

Jungle af muligheder

Uanset hvem der tjekker ind på Sydgården, bliver der taget kærligt hånd om både selve symptomet – misbruget – men i særdeleshed også om den dybereliggende årsag til misbruget, herunder psykiatriske problemstillinger. På Sydgården benytter de sig af Schema-terapi, der har vist meget lovende resultater i forhold til behandling af netop den type dobbeltudfordringer.

En ting er den faglighed, som Sydgården tilbyder. En anden ting er at drive en forretning, som et selvdrivende behandlingssted nu engang er.

Det har Sydgårdens centerleder Susanne Dahl øje for. Hun ved, at en god oplevelse og behandling ikke kan stå alene. Omverdenen skal også vide det, så de kan finde vej i junglen af behandlingsmuligheder.

Derfor er Sydgården til stede på sociale medier som Facebook og LinkedIn, medarbejderne blogger om deres hverdag, og samarbejdspartnere briefes jævnligt om livets gang i Haderslev, så de kan følge den udvikling, der løbende sker.

Et lys for enden af tunnelen

Men Sydgården som behandlingssted er ikke bare online for at være på. De tænker nøje over, hvem de taler til og hvorfor. For der er stor forskel på at tale til en kommunal kunde, et forsikringsselskab eller til en pårørende til en misbruger.

Og hvordan ved Sydgården så, hvem de taler til? Det gør de, fordi de samler på deres kunder, og ved, hvem der sender en thumbs up på Facebook eller downloader en folder fra hjemmesiden. De tager sig tid til at lære deres kunder at kende, så de præcist ved, hvem de taler til.

Sydgården er en forretning, der står til ansvar for en bestyrelse. Men Sydgården er også et lys for enden af tunnelen for de borgere, der ikke kan klare eget liv uden brug af alkohol, hash og stoffer.

Det er egentligt et talent at mestre den balance på en altid ordentlig og lødig måde. Det gør Sydgården.