03. maj 2019

Designløft til Danmarks vigtigste magasin for lyst- og sportsfiskere

93 år gammel og stadig helt skarp. Danmarks Sportsfiskerforbunds medlemsmagasin udkom første gang i 1926. Forandringer er sket undervejs, men her snart 100 år efter første udgivelse, var der brug for et visuelt løft. Mediegruppen fik lov til at være en del af processen – som rådgiver.

Det er ikke ofte, vores grafikere og art directors udelukkende får lov til at tage den rådgivende hat på. Til daglig går det ikke stille for sig på tegnestuen, når der bliver tænkt ud af boksen og udviklet nyt magasindesign, som vi efterfølgende eksekverer. Denne gang har Mediegruppens AD Jacob Pedersen været en del af den kreative proces, mens Sportsfiskerens egen grafiker selv har ført pennen.

Sportsfiskeren er gået fra at udkomme med 7 årlige magasiner til 4 kvartalsudgivelser. Samtidig ønskede man det nævnte designløft og gik på jagt efter en partner, der ikke har nørdet lystfiskeri, miljø, natur og fiskeripolitik i samme grad som redaktionen selv. Der var behov for en udenforstående, der kunne komme ind fra sidelinjen med de irriterende spørgsmål, som kunne fremprovokere nye tanker og bidrage med et frisk pust. Det var her, Mediegruppen kom ind i billedet.

Redaktionen bag Sportsfiskeren og Mediegruppen startede processen med en workshop og arbejdsmøder, hvor kreativiteten fik frit spil. Sportsfiskerne delte deres ønsker om den retning medlemsbladet skulle udvikle sig i, og i fællesskab fandt grafikerne vejen dertil. Nytænkte elementer og inspiration fra den store magasinverden blev samlet til de første designudkast.

Sportfiskeren er et ikonisk fiskemagasin til alle lyst- og sportsfiskere, der vil følge med i tidens tendenser og teknikker og samtidig have en finger på snøren i forhold til de nyeste natur- og fiskeripolitiske strømninger. Det er bestemt ikke det første løft magasinet har fået siden 1926, men ifølge redaktør Christian Lykke Flinker har bladet layout- og opbygningsmæssigt lignet sig selv i mange år.

“Vi har været strikse med at lytte efter, hvad Jacob har sagt. Vi har stor tiltro til ham.”

I egne rækker har processen været en positiv oplevelse, og Jacob Pedersen er ovenud tilfreds med resultatet. Begejstringen virker lige så oprigtig hos Sportsfiskerens redaktion.

“Det er rigtig fedt at have sparringsprocessen med en partner, der har det grafiske design og layout for øje,” fortæller redaktør Christian Flinker. “Vi er en lille redaktion med én grafiker i huset. I princippet har han ingen faglig sparring hos os. Nu kunne han sparre med en, der har de samme forudsætninger.”

Jacob Pedersen fortæller, at det har været en spændende udfordring at indgå i processen som rådgiver. Der har været et rigtig godt flow i samarbejdet.

Hvis du er til fiskeri med holdning eller moderne magasinlayout med nytænkte taglines, kan du læse mere om Sportsfiskeren her.