Da de jyske mænd tog røven på mig

Til ITD-Magasinet skulle jeg skrive en større artikel med fokus på seniorer bag rattet. Det skulle være en fortælling om et langt liv på landevejen, og hvorfor nogen ikke kan slippe speederen, selvom om de er godt forbi pensionsalderen.

Jeg bryster mig egentlig af at kunne omstille mit sprog til de fleste dialekter. Jeg skal knap nok have sat mine fødder i hovedstaden, før jeg snakker som en indfødt københavner. Ligeledes behøver jeg kun træde over min nordjyske families dørtærsklen før jeg ikke skelner mellem en og et.

Der er dog nogle mennesker, jeg har haft mine udfordringer med for alvor at føre en samtale med. Ikke fordi jeg ikke kan forstå dem, men fordi de bare er lavmælte.

De ældre jyske mænd jeg har siddet ved siden af til familiefester. Dem som sjældent har været langt fra deres fødested, og som ikke taler i ophøjede vendinger. I hvert fald ikke med mig.

Derfor blev jeg også sat på prøve, da jeg til en artikel om senior lastbilchauffører skulle interviewe ikke bare en eller to, men tre velvoksne, jyske herrer.

De er ikke bange for stilheden

Den første af de tre mødte jeg og min fotograf i Skodborg. Både chauffør og vognmand stod klar til at tage imod os. Vognmanden var nogle år yngre end chaufføren, og var på ingen møde ordfattig. Han tog hurtigt teten på samtalen. Og det var da spændende at høre om hans syn på branchen, men det var egentlig ikke det, jeg var kommet for.

Med et spørgsmål ad gangen prøvede jeg at få seniorchaufføren til at forholde sig til sit arbejdsliv. Pludselig ramte jeg en guldåre. Hans tid som eksportchauffør. Pludselig kunne han slynge den ene historie efter den ud af ærmet. Om skøre italienere. Hjælpsomheden blandt chaufførerne. Aftenerne hvor de delte et måltid.

Han brugte sine egne – let nedtonede ord. God frem for fantastisk. Meget frem for enormt. Okay frem for vildt. Men han havde lysten til at fortælle, og jeg kunne se hvordan han genspillede ungdommen for sit indre øje. Det gik op for mig, at han havde masser at sige, når det handlede om emner, som betød noget for ham, eller hvor han havde en holdning, men at han forholdt sig tavs, hvis han ikke havde.

Han sagde ikke noget bare for at bryde stilheden.

Og det er måske der en del af forskellen mellem os ligger, og som gør, at der nemt er fordomme om de jyske mænd – fordomme jeg da heller ikke kan sige mig helt fri af. De er lukkede. Stenmænd. Ufølsomme. Måske er de i virkeligheden bare ikke bange for stilheden og måske vælger de bare at bruge deres ord med omhu.

Det kunne flere af os andre faktisk måske lære noget af?

”Stenmænd” er ikke kolde, men nok et produkt af deres tid

De to næste seniorer mødte vi i Viborg. Den første var over halvfjerds og har ageret både vognmand og chauffør. Han fortalte om udfordringerne ved at være selvstændig. Om arbejdsvilkår. Branchens udvikling.

Spændende, jovist, men jeg ville også gerne vide mere om ham som menneske. Om hans oplevelser og de ofre han havde måtte tage for at kunne bruge så meget tid på arbejdet. På landevejen.

Og det havde krævet ofre at klare sig så godt, som han tydeligvis havde. Familien var blevet forsømt til tider. Det erkendte han uden stolthed i stemmen. Det fik mig til at tænke på min farfar. En mand, jeg har kendt som kærlig og varm, men som jeg også ved, var en anden da min far og onkel voksede op. En hårdere mand. En som havde fokus på karriere, og som kaldte min far ind på sit kontor for at lægge planer om hans fremtid. Og jeg tror egentlig at den chauffør, der sad foran mig og min farfar var lavet meget af samme stof. Et produkt af deres tid. En tid med andre værdier.

Jeg har tit tænkt på, om min farfar fortrød den far, han havde været. Jeg kunne se på chaufføren, at det var svært for ham at snakke om sin rolle som far, men jeg forstod, at det var sådan verden var dengang. Hverken han eller min farfar var kolde mænd.

Interviewet sluttede, og den sidste chauffør tog plads over for mig.

Måske var det mig, der gjorde dem lukkede?

vores samtale startede meget konform. Han fortalte, at han synes det var et spændende arbejde. Det havde været et spændende erhverv at være i. Han var sikker på at der var flere spændende oplevelser for ham bag rattet i fremtiden.

Jeg frygtede, at det eneste nøgleord jeg ville få skrevet ned på bloggen var spændende. Hvor tog jeg grueligt fejl. For da jeg brød fri af min spørgeplan, som dikterede, hvad vi skulle snakke om, og bare lyttede til, hvad manden sagde, var der næsten ikke grænser for hvor samtalen kunne gå hen. Omkring kødindustrien. Dyrevelfærd. Sociale medier. Hans helbred.

Jeg blev næsten blæst bag over af hans refleksionsniveau. På et tidpunkt spurgte jeg ham, om han var blevet mere nervøs for at gøre sit arbejde, nu hvor alt kan filmes med en telefon og smides på Facebook tre sekunder efter. Han kiggede mig dybt i øjnene og svarede: ”Nej. Jeg er nødt til bare at gøre det, så godt jeg kan, og ikke tænke så meget over, hvad andre tænker. Du kan jo heller ikke tænke over, om du gør nogen sure med dine spørgsmål, så kan du ikke gøre dit arbejde.”

Og lige der fik jeg en øjenåbner. For måske havde jeg egentlig været lidt nervøs for om de tre mænd, jeg skulle interviewe, ville blive sure eller stødte, og derfor lagt begrænsninger på mig selv. Måske havde jeg gjort det samme, når jeg sad ved siden af de ældre herre i min familie til sammenkomster. Måske var det derfor, de ikke havde talt ophøjet eller om følelser med mig. Fordi jeg ikke havde spurgt?

Jeg tog hjem og skrev artiklen. Deres fortælling, men med mine ord. Jeg sendte den –igen let nervøs –  af sted til hver af de. Kort efter ringede chauffør nummer to og fortalte, at det hele jo passede meget godt. Det var stor ros fra hans side, tænkte jeg.

Da jeg lagde på, lænede jeg mig tilbage på min kontorstol og drejede en omgang rundt. Tænkte på de samtaler jeg havde haft de forgangne dage. Tænkte på den baggage, jeg havde taget med til bordet, og den baggage de havde opsamlet over et helt liv og indså, at det sekund, jeg havde smidt mine forestillinger om mændene, modbeviste de alle fordomme. Ja, de tog sgu røven på mig. De jyske mænd.

Få 20 nye
kommunikations
kollegaer uden at
ansætte en eneste

Mangler I en AD’er, digital markedsføringsspecialist eller tekstforfatter? Vi hjælper dig med at få hastighed på din kommunikation og markedsføring – på abonnement. Du får et helt hold i ryggen, har fuld kontrol over dit budget og en aftale, der kan skaleres.

Få kommunikation på abonnement

“Med en særlig indsigt i sundhed, samfund og miljø kæmper vi for det bedre liv”