Ny kommunikationskonsulent styrker Mediegruppens digitale hold

Tjekker du holdet hos Mediegruppen, finder du et nyt ansigt. Det er Katrine Gimm, der er ansat som kommunikationskonsulent. Med Katrine styrker vi kompetencerne i forhold til at drive kundernes kampagner og købt opmærksomhed på de sociale medier.

I Mediegruppen skaber vi hver uge digitale løsninger til vores kunder. Alt er i spil. Fra nye brugerflader på websites og apps til nyhedsmails og indhold på sociale medier. Med Katrine styrker vi holdet omkring det digitale, og selvom hun er nyuddannet, er kommunikationsbranchen og digitale indsatser ikke fremmed for hende.   

Det kreative er kommet ind med modermælken 

Interessen for kommunikation og markedsføring er ikke nyt for Katrine. Hun er datter af en selvstændig illustrator og AD’er, som hun har fulgt fra sidelinjen gennem hele sin opvækst. 

 ”Jeg har altid synes, kommunikation og markedsføring var spændende. Da jeg var lille, var det især det kreative og visuelle, jeg lagde mærke til. Men på gymnasiet begyndte jeg at få øjnene op for kommunikationen, og det har været retningen for mig lige siden. Særligt den digitale kommunikation og markedsføring er noget, jeg har en stor interesse for”. 

I august 2020 afsluttede Katrine sin kandidat i Corporate Communiation, hvor hun skrev speciale om forbrugersynet på bæredygtighedskommunikation. Katrine har derfor en viden, der passer perfekt ind i Mediegruppen, hvor vi med en særlig indsigt i sundhed, samfund og miljø kæmper for det bedre liv sammen med vores kunder.

Gennemførte interviews på toilettet

Umiddelbart kan man tænke, at Katrine hører til i kategorien ”de stille piger”, men tag ikke fejl af ambitionsniveauet. Sideløbende med sin kandidatgrad blev Katrine gift, købte hus og blev mor til to drenge, Sylvester og Konrad. Første hus blev renoveret, solgt og familien med de to små drenge rykkede i en skurvogn. Katrines speciale skulle være færdigt og for ikke at vække sine drenge i den lille skurvogn, sad hun om aftenen på det 2m2 lille toilet og gennemførte interviews til sin empiri. Fik vi sagt, at Katrine kun er 26 år og for øvrigt også har været hiphop instruktør?

Babyplakater og modetøj

At Katrine i 2016 blev mor, affødte en kreativ idé til en start-up: ORIGINAL LINES, som mormor, der inspirerede Katrine, er indehaver af. Katrine har her været med til at lancere hjemmesiden, fået plakatvirksomheden til at vokse på de sociale medier og stået for den digitale annoncering med stor succes. Sideløbende var hun online assistent i modehuset NÜ, hvor hun særligt sad med e-commerce og e-mail markedsføring.

Mennesket og fortællingen først 

Hos Mediegruppen tror vi på, at fortællinger forandrer verden. Netop det og vores fokus på sundhed, miljø og samfund var en væsentlig årsag til, at Katrine valgte at søge jobbet som kommunikationskonsulent.  

”Jeg synes, det er enormt vigtigt at tænke fortællinger, som det mest centrale i ens markedsføring. Det er gennem fortællingerne, vi skaber relationer og relevans – og dét er særligt vigtigt, når man skal kommunikere digitalt og bryde gennem muren af støj i hverdagen”. 

Langt til Vejle 

Til dagligt bor Katrine i Randers sammen med hendes mand Jakob og deres to drenge. Og selvom turen fra Randers til Vejle er lang, blev Katrine efter sit første møde med Mediegruppen hurtigt forelsket i huset og stemningen på holdet.  

”Jeg var slet ikke i tvivl om, hvorvidt Mediegruppen ville være et match for mig. Selvom arbejdet i første omgang spillede en stor rolle i mit valg om at søge stillingen, så var det den gode atmosfære og kemi, der var det afgørende for mig”. 

At Katrine kunne se sig selv som en del af holdet hos Mediegruppen i Vejle, er vi glade for.

Byd Katrine velkommen ombord. 

Få 20 nye
kommunikations
kollegaer uden at
ansætte en eneste

Mangler I en AD’er, digital markedsføringsspecialist eller tekstforfatter? Vi hjælper dig med at få hastighed på din kommunikation og markedsføring – på abonnement. Du får et helt hold i ryggen, har fuld kontrol over dit budget og en aftale, der kan skaleres.

Få kommunikation på abonnement

“Med en særlig indsigt i sundhed, samfund og miljø kæmper vi for det bedre liv”