I fællesskab kan vi meget mere
Hvad er det ved et job, der gør, at vi har lyst til at stå op om morgenen? Det faglige, det sociale eller muligheden for at udvikle sig? Mød Marianne, der er redaktør på magasinet Krop+Fysik og 10-års jubilar hos Mediegruppen. Hun fortæller, hvorfor hun har lyst til at blive efter 10 år, der er fløjet afsted.
Hvordan er det at være en del af et fællesskab af kreative hjerner, som forener mange forskellige kompetencer, perspektiver og fortællinger om sundhed, miljø og samfund? Hvis du spørger Marianne, så er Mediegruppen mere end et kommunikationshus. Det er et trygt arbejdsfællesskab med faglig og social sparring. Med plads til forskelligheder. Et sted, hvor man skaber noget i fællesskab.
”Jeg føler, det er et sted, hvor man kan komme med en idé og blive taget alvorligt. Vi står i dag meget stærkt i forhold til at bakke hinanden op. Der er tryghed til at komme med alt det, man har af idéer, kritik eller ændringsforslag. Så vi sammen i fællesskab kan meget mere,” siger Marianne.
Trivsel på jobbet giver glade medarbejdere
Rejsen som sundhedsskribent startede fra et hjemmekontor uden særlig meget kontakt til kolleger. Arbejdsdagene bestod af meget alenetid. Men for 10 år siden blev Marianne en del af Mediegruppens kreative rammer og arbejdsmiljø. 10 år, der er fløjet afsted.
”Jeg synes jo ikke, det føles som mange år, men jeg kan godt høre, det lyder af meget,” siger Marianne og griner.
Med en tryg arbejdsplads i ryggen har Marianne kunnet udleve sin drøm om at formidle fortællinger om sundhed. For når man selv trives, kan man give mere til andre. Med sine mange års erfaring både som fysioterapeut og redaktør har Marianne været i kontakt med mange mennesker og fortalt deres historier om sundhed og trivsel. Om, hvordan vi holder os i form, forebygger eller blive raske efter sygdom og skader – både på krop og sind.
Jobbet som redaktør på Krop+Fysik er den idéelle drøm for Marianne, som gerne vil give sin viden om fysioterapi og sundhed videre – på et fagligt funderet grundlag.
”Der er så meget solid, evidensbaseret viden og erfaring, der er blevet endnu større behov for at få formidlet, fordi der er kommet så mange andre kilder til information,” siger Marianne og fremhæver værdien af at kunne byde ind med historier, der betyder noget – i en verden præget af mange informationsstrømme.
Én plus én giver tre
Men det er ikke kun de faglige udviklingsmuligheder, Marianne ser en stor værdi i. Mediegruppen er i høj grad et trygt arbejdsmiljø, hvor der er plads til kollegernes forskellige baggrunde. Hvor man får øje på hinandens kompetencer. Hvor man spørger ind og inddrager alle i idéudviklingen. Og hvor nogle idéer bliver til noget, og andre ikke gør.
”Én plus én giver pludselig tre. For pludselig opstår der noget i samtalen. Det er corona også et meget godt eksempel på. Vi har manglet det, der sker, når man sidder i samme rum og snakker med kollegaerne på tværs af skrivebordene og udveksler noget, som måske starter som social snak eller noget helt andet og lige pludselig bliver til en idé. Eller en idé, som får udviklet sig i en retning, man ikke selv havde set,” siger Marianne.
”Vi er meget forskellige i huset og har mange forskellige faglige kompetencer. Det sætter barren højt. Det er ikke kun journalister, men der er også inspiration fra sælgerne, projektlederne, grafikerne eller kommunikationsfolkene, som måske ser på journalistikken på en anderledes måde, end jeg gør.”
Mediegruppen giver idéelle rammer for udvikling
Selvom Marianne har været et kendt ansigt hos Mediegruppen i 10 år, er hendes rejse ikke slut endnu. For Mediegruppen giver Marianne en unik mulighed for at kombinere sine to uddannelser. Det, hun brænder for. At formidle fortællinger om sundhed.
”Så længe jeg kan udvikle mig inden for de rammer, jeg er i, så har jeg ikke et behov for at søge et andet sted hen. Jeg synes, jeg får alle mine faglige behov opfyldt her, fordi jeg kan prøve nye ting af inden for journalistikken og kommunikationen. Jeg kan blive klogere via mine kolleger og i høj grad via mine kilder. Jeg bliver klogere, hver gang jeg skriver en artikel. Og jeg bliver klogere inden for noget, som jeg synes er super spændende,” afslutter Marianne.
Mangler I en AD’er, digital markedsføringsspecialist eller tekstforfatter? Vi hjælper dig med at få hastighed på din kommunikation og markedsføring – på abonnement. Du får et helt hold i ryggen, har fuld kontrol over dit budget og en aftale, der kan skaleres.